Kaffebar i Rom guide

På kaffebar i Rom – og de uskrevne kafferegler

Un caffé, per favore.

At drikke kaffe er en vigtig del af kulturen i Italien, og der er visse uskrevne regler, man som turist måske ikke lige er klar over.

Mange italienerne starter dagen med et besøg på den lokale bar for at få en cappuccino eller caffè latte og måske en cornetto, den italienske udgave af croissant.

Det hurtige morgenmåltid foregår som regel stående ved baren. Man betaler ved kassen, placerer sin bon på bardisken og fortæller il barista, hvad man ønsker.

Forvent i øvrigt ikke, at du brænder både tunge og læber, når du tager en tår af den skummende cappuccino, som det ofte er tilfældet i Danmark. Mælk i kaffen har en mere behagelig temperatur, når den serveres syd for Alperne.

Og husk endelig, at man ALDRIG drikker cappuccino og caffè latte efter frokost eller aftensmad! Det er kun turister, der gør det. Italienerne synes ikke om en masse varm mælk i maven efter et måltid.

Så er du kaffetrængende efter en velsmagende frokost, så er det KUN espresso, du skal drikke, hvis du vil holde dig til de uskrevne kafferegler.

Og husk ”un caffè, per favore” er en espresso. Du beder altså ikke om en ”espresso”, hvis du vil have en sådan. Hvis du gerne vil have en smule mælk i din espresso, så bed om ”un caffè macchiato”.

Kaffebar i Rom

Romernes kaffebar anbefalinger

”Prendiamo un caffè” – lad os snuppe en kaffe. Den sætning høres tit i Rom. De fleste romere har deres stambar, som de ofte lægger vejen forbi for at få en kaffe af den ene eller anden slags. Jeg havde også min stambar, da jeg boede i Rom. Her spiste jeg ofte morgenmad stående ved disken. Barista’erne var på fornavn med de fleste stamkunder, og der var en nærmest familiær stemning. Der blev hilst og sludret om alt fra den politiske situation til søndagens serie A-kampe.

Drik kaffe i Rom

Her får du romernes bud på, hvor man får en god kaffe. Anbefalingerne er fra vores kulinariske guide ”Smagen af rom – 13 lokales kulinariske favoritsteder”.

Enrico Dante, advokat, anbefaler:

Sciascia Caffè: En fin gammel cafe. Her får du en rigtig god kaffe, der serveres i fine porcelænskopper. Du kan sidde og læse avis. Det er i øvrigt ikke nemt at finde en god kaffe i Rom. Kaffen skal drikkes i en rygende varm kaffekop. Ja, jeg kunne skrive en hel bog om kaffe. Jeg drikker kaffe for smagen og for at føle mig godt tilpas, siger Enrico.

Område: Prati – Via Fabio Massimo 80A

Gabriella Carmagnola, kommunikationsdirektør, anbefaler:

Bar Peru i Via Giulia 84: En lille lokal bar, der har stole udenfor. Her kan du sidde og nyde gadebilledet og den smukke Via Giulia, fortæller Gabriella.

Chiara Nielsen, journalist, anbefaler:

Sant’Eustachio Il Caffè: Jeg ved godt, at kaffebaren er i de fleste Romguider, og at alle kender den, men den er ikke til at komme udenom. Her serveres byens bedste kaffe, fastslår Chiara.

Område: Pantheon – Piazza Sant’Eustachio 82, www.santeustachioilcaffe.it

 

Rom er også spækket med skønne isbarer. Her får du 3 af romernes egne favoritter fra bogen Smagen af Rom:

  • Gelateria dei Gracchi, Via dei Gracchi 272 (i Prati).
  • Pico Gelato, Largo XXI Aprile 1 (i Nomentano kvarteret).
  • Gelateria La Romana, Via Venti  Settembre 60 (nær Piazza Fiume).

Isbar og kaffebar i Rom

Kaffebar Rom gelateria


Spisesteder i Rom – læs vores blogindlæg her.

Smagen af Rom – læs mere om vores bog her.

 

Smagen af Rom

2 tanker om “På kaffebar i Rom – og de uskrevne kafferegler

  1. Holger Ruppert siger:

    Spændende læsning – får i den grad lyst til en smuttur til Italien….. H.H.

    • Det italienske køkken siger:

      Mange tak 🙂 Det er vi glade for at høre. Og rigtig god tur, når du skal afsted næste gang. Mange hilsner Mette & Kenneth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *