Hasselnødder af ypperste kvalitet
Vi har længe ledt efter nogle lækre hasselnødder, og nu har vi endelig fundet dem. Der er tale om de berømte hasselnødder Piemonte IGP fra Piemonte. Den norditalienske region er ikke kun kendt for rødvin i verdensklasse, trøfler, ris og fantastiske oste, men også for hasselnødder.
De nænsomt ristede hasselnødder er fra det lille familiefirma Tempo di Nocciole. Vi besøger Nadia og Renato Gabutti, der har Tempo di Nocciole, på vores efterårstur til Piemonte. På turen op til Nadia og Renato skiftet landskabet: Fra bølgende vinmarker til snoede veje omgivet af hasselnøddetræer lige så langt øjet rækker.
Vi er i området Alta Langa – nærmere betegnet byen Cravanzana, der også kaldes ”il paese della nocciola” – hasselnødde-byen. Her ligger ægteparret Renato og Nadias hasselnødde-gård. Familien har dyrket hasselnødder i 5 generationer. Det er tale om sorten Tonda Gentile Tribolata – bedre kendt som Tonda Gentile delle Langhe.
Hasselnødder Piemonte IGP går for at være verdens bedste nødder, fortæller Renato, da han viser os rundt. Han påpeger hasselnøddens sødme og duft: Den er smuk at se på, utrolig smagfuld og dufter fantastisk, understreger han.
Renato fortæller stolt om universitetsstudier, der slår fast, at hasselnødder Piemonte IGP er den bedste hasselnød. Det er ifølge Renato en kombination af flere faktorer: Bl.a. Klima, jordbund og nøddesort.
Den berømte hasselnød vokser hovedsageligt i Cuneo-provinsen, og der er cirka 780 virksomheder, der producerer hasselnødder med den geografiske betegnelse IGP, der er et kvalitetsstempel. Det indebærer blandt andet, at man som producent ligger under for en række strenge regler og kontrol.
En stor del af hasselnødderne fra Piemonte bruges til at lave chokolade og chokolade-is. Piemonte er også berømt for chokolade og nøddecreme.
Renato og Nadia har i alt 16 hektar med hasselnøddetræer. Familien følger hele produktionen fra træet plantes til posen med ristede hasselnødder pakkes og sendes afsted.
Hasselnødderne høstes i slutningen af august, og høsten varer 2-3 uger. Så renses nødderne og skal tørre i varm luft i 10-12 timer, før de kommer på loftet, hvor de opbevares tørt og godt.
Først når Renato får en ordre, knækkes og renses hasselnødderne og sorteres efter størrelse. De ristes skånsomt i cirka 25 minutter ved 150-160 grader. Den lave temperatur og den lange riste-tid giver en bedre kvalitet, fortæller Renato. Når hasselnødderne er ristede, bliver de håndsorteret. 100 kg hasselnødder med skal bliver til cirka 40 kg ristede nødder.
Hasselnødder er bl.a. lækre at spise som en snack eller på grød, i müsli og andre morgenprodukter. Hasselnødder kan også bruges i salater, pastaretter, risotto, frugtsalat og i bagværk.
Se vores video om Tempo di Nocciole her.
Ingredienser/allergener og næringstabel – klik her
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.