Kødboller i tomatsauce – hurtig, simpel og smagfuld

Kødboller i tomatsauce – hurtig, simpel og smagfuld

Udgivet:

Kødboller i tomatsauce

Kødboller i tomatsovs (tilberedt i ovn) - et nyt bud på den moderne klassiker. Vi deler ofte italienske egnsretter, men her får du en ret, som sandsynligvis stammer fra den italienske befolkningsdel i New York.

Vi synes særlig om denne ret fordi, at den er drøn nem og hurtig at lave. En simpel opskrift med få komponenter som passer ind i den travle hverdag. Og det kan faktisk være lidt af et projekt at lave en tomatsauce helt fra bunden, hvor den skal stå og simre i mange timer. Alt dette undgår du med denne opskrift, og så er resultatet overraskende godt.

Den perfekte fars

Man kan sagtens opnå saftige kødboller på trods af, at de bliver tilberedt i ovnen. Nøglen ligger i den gode fars, og her kan du tilføje noget friskrevet parmesan, som binder hele farsen sammen. Vi anbefaler desuden, at du bruger oksekød til dine kødboller. Du kan med fordel bruge hakket oksekød med en lidt højere fedtprocent, så dine kødboller bliver endnu mere saftige. Det er altid en god idé at smage farsen til med salt og peber. Du kan selvfølgelig ligeledes tilføje de krydderier, som du selv synes smager godt – her kan du både bruge friske og tørrede krydderier.

Clock Icon 30

MINUTTER

Person Icon 4

PERSONER

Italian Flag Icon Abruzzo

OPRINDELSE

Ingredienser

400 g. hakket oksekød

400 g. Penne-pasta

60 g. parmesan

150 g. fast mozzarella

2 fed hvidløg

1 helt løg

2,5 spsk. ekstra jomfruolivenolie

2 dåser Datterino-tomater DOP

2 spsk. Tomatpuré

2,5 dl vand

2 tsk. tørret oregano

2 tsk. tørret basilikum

Salt og friskkværnet peber

Kan evt. serveres med et stænk Balsamico Di Modena.

Fremgangsmetode

Sådan gør du

1. Det er altid en god idé at forvarme din ovn, så du er klar og har timingen med. Tænd ovnen på 200 grader - brug ikke varmluft.

2. Nu skal du i gang med kødbollerne. Sørg for at du ender med en omrørt og fast masse. Rør oksekød og det fintrevede parmesan sammen med de pressede hvidløg i en dyb skål, og tilføj salt og peber.

3. Så er det tid til at forberede tomatsaucen. Pil og hak løget fint og pres de to hvidløg. Svits først løg i et minuts tid og dernæst hvidløgene (du risikerer, at hvidløgene bliver brændt, hvis du svitser dem på samme tid). Brug en dyb pande, der kan tåle at komme i ovnen f.eks. af støbejern. Tilsæt tørret oregano og basilikum og vend rundt.

4. Kom hakkede tomater, tomatpuré og vand i panden og bring dernæst gryden i kog. Du skal huske at røre godt under opvarmning, så din sauce ikke brænder på. Krydr godt og smag til med salt og peber. Skru ned for blusset og lad gryden simre, mens du koger pastaen.

5. Nu skal pastaen tilberedes. Kog pasta i letsaltet vand til den er næsten færdigkogt men stadig med en smule bid (al dente). Pastaen forsætter nemlig sin tilberedning i ovnen. Hæld vandet fra og vend pastaen i tomatsaucen.

6. Form kødbollerne i passende størrelse og læg dem ovenpå saucen. Riv mozzarella-osten i mindre stykker og fordel dem over retten. Sæt panden i ovnen i i cirka 10 minutter til kødbollerne er gennemstegte. Osten skal være smeltet og let gyldenbrun.

7. Server med lidt frisk basilikum og evt. et stænk balsamico samt et par friske cherrytomater, som skæres ud i både og drysses over retten. Det giver farve og ser indbydende ud. Det er aldrig en dårlig idé at drysse lidt ekstra parmesan og lidt peber udover retten til sidst.