
Salsicciapølser og pasta i delikat ret
Salsicciapølser er små, tykke italienske pølser. De er fyldt med krydret, rå fars. Du kan blandt andet købe dem i Irma og i alle velassorterede slagtere. I denne ret bruger vi farsen fra pølserne. Du bestemmer selvfølgelig selv, hvilken pastatype du anvender, men tagliatelle er Det Italienske Køkkens valg til denne opskrift.
Som i alle andre simple italienske retter, er det de gode råvarer og de små detaljer der er afgørende. Råvarer fra øverste hylde finder du her på siden. Men også en detalje, som hvordan du koger pasta på den perfekte måde, har vi skrevet et blogindlæg om: Sådan koger du pasta perfekt.
Vi har inkluderet en video under fremgangsmetoden, som du kan følge med i, mens du laver mad. Det Italienske Køkken har også en YouTube-kanal med massere af god inspiration til dit køkken.
Ingredienser
- Olivenolie – mængden afhænger af pølsernes fedtprocent. Vi anbefaler økologisk klassisk olivenolie fra Marfuga
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1/2 tsk peperoncini
- 400 gr salsicciapølse
- 1 1/2 dl tør hvidvin
- 3 store spiseskefulde tomatpuré. Vi anbefaler vores tomatpuré på glas fra familievirksomheden Fratelli D’Acunzi
- 3 håndfulde ruccola
- 400 gram tagliatelle-pasta. Vi anbefaler vores lækre pasta fra familievirksomheden Frattini
- Parmesanost
- Salt/peber
Fremgangsmetode
Sådan gør du
- Fjern skindet fra pølserne, og tag farsen ud.
- Varm olie i en dyb pande. Tilsæt hvidløg og peperoncini, og steg indtil de er klare.
- Tilsæt pølsefarsen, findel det og brun det.
- Når farsen er brunet, tilsættes hvidvinen. Lad det koge lidt ind.
- Tilsæt tomatpuré. Lad det simre ved lav varme. Smag til med peber.
- Kog pastaen
- Tilsæt den kogte pasta til saucen sammen med halvdelen af rucolaen. Rør rundt.
- Servér i dybe tallerkener med ruccola og friskrevet parmesan
